Generelt om at træne i Kreds 2 |
Print side |
|
Prøveprogrammet i Schæferhundeklubben er inddelt i 3 grupper.
”A, B og C” er grundelementerne, i træningen, i Schæferhundeklubben.
Gruppe A – Sporsøg
At gå spor vil sige at hunden følger et spor, som er lagt af et
menneske. Hunden skal gå med snuden tæt på jorden i et almindeligt
gangtempo og følge hvert fodspor. Den skal skifte retning når sporet gør
det og markere, fx ved at dække, når den finder en ’genstand’, som
er lagt på sporet. Et ’knæk’ hedder det når sporet drejer og en
’genstand’ er en lille ting lavet af læder, træ, metal, plastik
eller andet.
Sporets længde, antallet af knæk og genstande, underlaget (jordbundsforhold), vind, vejr og sporets liggetid har stor betydning for, hvor svært sporet er. Alle hunde kan lære at gå spor og de synes det er rigtig sjovt. Sværhedsgraden bygges langsomt op, så hund og hundefører er helt med på hvad der sker.
Gruppe B –Lydighed
Lydighed er meget mere end at komme når man kalder, det skal den selvfølgelig
også, men den kan også lære mange andre ting. Lydighed består
traditionelt af ’fri ved fod’ (hunden følger dig frejdigt og opmærksomt
på den venstre side.) af ’sit’ og ’dæk’ af ’stå’, af
’apport’, ’apport over spring’ og en ’fremadsendelse’. Men
lydighedstræning er også samarbejde og kontakt med hunden. I
lydighedsarbejdet bruger vi godbidder og bolde som belønning. At
arbejde med bold starter med boldmotivation. Boldmotivation vil sige at
vi gør hunden rigtig, rigtig glad for en bold. Så den vil gøre alt
for at få den. Jo mindre den har bolden, jo mere vil den ha’ den. Og
når vi har noget hunden vil ha’ så kan vi lære den hvad som helst,
og den gør det hurtigt og med glæde.
Gruppe C –Forsvarsarbejde
Forsvarsarbejde/figurantarbejde er en bytteleg for hunden. Figuranten
har noget den gerne vil ha’, fx et skind eller et ærme og vi lærer
hunden at den skal gø, for at få det. Langt de fleste hunde elsker at
lege med figuranten, de får lov til at gø og slås og bide og trække.
Hunden kan alle de tingene af sig selv fra naturens hånd. Vi skal blot
lære den at vi styrer det, hvornår, hvor og hvordan og hvor længe.
Hunden får en masse selvtillid og får brugt de drifter og anlæg den
har fra naturens hånd.
|
|